SÅDAN FÅR DU FORBRUGERNE PÅ GAFLEN
blog_hero_tablet.jpg
< TILBAGE TIL BLOG  

Sådan får du forbrugerne på gaflen

Kager, salater og caffe latter med hjerteformet mælkeskum har taget de sociale medier med storm. Madbloggere scorer tusindvis af fans og følgere på deres inspirerende posts, mens vi andre lystigt deler vores morgenmad og eftermiddagssnack med vores virtuelle venner. Madens indtog på nettet gør os til kritiske, perfektionistiske forbrugere med tårnhøje krav til madproducenter. 

Ja, bloggerne har en enorm indflydelse – men hvad er det egentlig, de kan? Det har vi spurgt dem, som kan give det allerbedste svar, om: Nemlig brugerne!  Vi giver dig 4 indsigter – direkte fra brugerne, og til slut et godt råd til, hvordan dit fødevarebrand bliver en del af det digitale madmekka.

 

1. "Det er som at læse et lækkert magasin”

”Jeg følger en madblogger - Valdemarsro - fordi jeg får lyst til at kokkerere og spise alt mulig lækker mad ... Og så vil jeg også sige, at der er noget hygge og afslapning forbundet med det - lidt ligesom at læse et lækkert magasin,” Natasja 36

Ifølge Karolines Køkken er nettet – måske ikke så overraskende – danskernes foretrukne sted at finde inspiration til madlavning. Og det er ofte i form af madblogs. Madbloggerne forstår nemlig at dele deres passion for mad og at skabe en connection mellem bruger og blogger.

Især videobloggere skaber noget, der minder om et venskab med deres følgere, når de laver smoothies for åbent kamera. Se fx vloggeren Niomi Smart, der tager sine følgere med gennem hele sin dag og den mad, hun spiser. Bloggerne er madglade – og det smitter!


2. "Jeg kan lide, at opskrifterne er sikre” 

”Jeg følger en amerikansk blogger, fordi jeg er glad for amerikanske kager/cookies/desserter - og så kan jeg lide, at opskrifterne er afprøvet mange gange og nærmest er "sikre",” Heidi, 44

Madbloggerne sætter dagsordenen for mange danske tallerkner, og vi skal derfor tage ved lære af dem – eller måske endda inkorporere dem i markedsføring, som COOP har gjort med Youtube-siden Mig og min mad. Her laver 8 vloggere lækker hverdagsmad, mens de sludrer med kameraet. Se også madbloggerne Ditte IngemannNadia Mathiasen og Vanløse Blues, der i den grad forstår at dele deres trendy madliv.

Bloggerne viser os, at mennesker og mad hører sammen. Det at spise og lave mad er nemlig en enormt social ting for os. Derfor deler vi gerne disse øjeblikke. 

Karolines Køkken fortæller, at 60% af den danske befolkning tager billeder af deres egen mad, når de har gjort sig umage. Og 51% tager billeder af maden, når den er anrettet pænt. Et billede på de trends, vi kalder Food-sharing og SelFood, som handler om måden hvorpå, vi iscenesætter os selv via vores mad. Den mad, vi deler online, skal derfor passe ind i den "story", vi fortæller om os selv. Derfor skal den selvfølgelig se helt utroligt godt ud.


3. "Jeg følger dem, fordi billederne er flotte”

"Jeg følger alle mine madbloggere på Instagram, og det er en del. Bl.a. HelsemathildeCamilla DraboSusan MiloPernille ThyringAnna WarringtonLiv MartineCarina Vergmann. Jeg følger dem primært for at få inspiration til madlavning og sundhed, men også bare fordi billederne er flotte,” Ida Nielsen, 26

Vi køber med øjnene. Og fordi madkunst har nået et så perfektionistisk et niveau – godt hjulpet på vej af diverse billedkvalitetsløftende fotofiltre – er kravene til madens udseende enorme. Dette er noget som Instagram-foodies som fx Maja Vase mestrer til den store guldmedalje.

Se også denne film fra IKEA, som karikerer, hvordan mad fotograferes og deles i det moderne samfund. 


4. "Jeg bruger blogs til at finde inspiration til en vegansk livsstil”

”Jeg er veganer og følger mange veganske madbloggere på Facebook, Instagram og deres egne blogs. Jeg bruger blogsne til at finde opskrifter og inspiration til en vegansk livsstil” Zakiya, 24 år

Når maden får et liv på de sociale medier, skal den skabe et univers og iscenesætte en bestemt livsstil. Pointen er, at når brugere ser billederne af jordbærkagen og tekruset, ønsker de ikke bare at sætte tænderne i kagen, men at blive en del af det univers og den historie, madprodukterne repræsenterer. 

Her kan hentes inspiration hos tøjfirmaet ASOS, der i samarbejde med Starbucks’ Chilled Classics i år lavede en Instagram-serie, der kombinerer tjekkede business-chicks blandt ASOS’ medarbejdere med det kølige koffeinboost fra Starbucks. Billederne skaber et unikt ”ASOS-vibe”, som følgere drømmer om at blive en del af – og det kan de så blive ved fx ved at købe en Starbucks-drik eller en ASOS-kjole.


Spiselige kunstværker connecter os

"Digital mad" giver altså mulighed for at connecte med vores virtuelle venner over mad, og så bruger vi vores madbilleder til at iscenesætte os selv. Mad handler nemlig i høj grad om livsstil og identitet, og sådan skal den også markedsføres overfor forbrugerne.

Den digitale bølge er ligefrem med til at definere og booste food trends. Tag fx FreeFrom-trenden, som lige nu drives af bloggere, der har skabt et enorm fokus på diverse madsygdomme- og allergier. Et fokus der, med al respekt, har fået mange raske folk til at tro, at de ikke kan tåle bestemte fødevarer. Til gengæld gør fokussen også noget godt for bl.a. cøliakere, laktoseintolerante, diabetespatienter og overvægtige som har fået nogle digitale ”ligeværdige” at identificere sig med og lade sig inspirere af. Og pludselig ser vi den ene lancering af laktosefri-, glutenfri-, kødfri-, sukkerfri- og dairy-free-produkter efter den anden – pænt skubbet i gang af holdninger fra helt almindelige danskere, bloggere, eksperter og pseudoeksperter.

Vores food planner, Hanne Harbo har skrevet bogen "Food Trends 2016", og du har, som trofast læser af vores blog, mulighed for at forudbestille bogen i digital udgave og modtage den i din indbakke senere i dag, hvor bogen udgives digitalt.

Hanne Harbo, er meget spændt på, hvor meget og hvad den nye digitale stemme kan flytte på. ”Når 3 så fundamentalt nødvendige elementer i kosten som kødet, mælken og brødet kan komme under pres for at levere alternativer, så er det ikke mindst takket være den digitale indflydelse”, siger hun.

”Det bedste råd jeg kan give er: Vær tilstede på de sociale medier – både som talerør for dit eget brand, men også for at holde øje med, hvad der sker derude. Men husk, at alt hvad du gør, skal være troværdigt, og i relevante sammenhænge. Og så må du gerne tage stilling og have en holdning til maden”, slutter Hanne Harbo.

< TILBAGE TIL BLOG  

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV