mellem.jpg
LAMME-KAMPAGNEN, DER ENDTE I BBC
< TILBAGE TIL BLOG  

Lamme-kampagnen, der endte i BBC

Over de seneste måneder har vi hos Nørgård Mikkelsen arbejdet på højtryk, sammen med Walisisk Lam, for at stable et ganske særligt projekt på benene. Et projekt, der, i al sin enkelhed, går ud på at livestreame de walisiske lams hverdag på markerne i den skønne walisiske natur.

Og hvad er så meningen med, at folk skal sidde og se på lam live?

”Show it – don’t tell it” er filosofien bag. Der er en ganske fin historie i, at de walisiske lam vokser op, fritgående, i den walisiske natur – den er nemlig noget af den smukkeste og reneste natur i verden. Og det afspejler sig selvfølgelig i kødets kvalitet. Det kan smages. Umiddelbart et ret overbevisende salgsargument, men forbrugerne er travle – og det kan være svært at få dem til at forholde sig til den unikke baggrundshistorie, når de står nede i supermarkedet. Der var brug for at fortælle historien på en mere opsigtsvækkende måde – der var brug for at (be)vise historien, i stedet for blot at fortælle den.  

Og deraf kom idéen om at sende live fra lammenes hverdag på de walisiske marker, døgnet rundt – direkte hjem til Walisisk Lams danske hjemmeside.

For budskabet er jo netop, at vi intet har at skjule – faktisk har vi noget, vi gerne vil vise; nemlig at hvert sekund af lammenes liv tåler at komme under lup.

Udover på Walisisk Lams danske hjemmeside, bliver livestreamingen vist direkte i bannere på tv2.dk, så flere end 50.000 personer hver time selv kan se, hvordan Walisisk Lam bliver til.

Man kan, hvad man vil – også få netværksdækning meget langt ude på landet

Idéen virker jo umiddelbart simpel nok. Men det er slet ikke så let en opgave at få strøm, netværk (helt derude, hvor langt størstedelen af ”befolkningen” består af lam), placering og de famøse lam til at arbejde sammen i en større enhed, så man rent faktisk kan levere flere måneders uafbrudt signal hjem til Danmark. Ude hvor lammene går, på bakkerne i Aberystwyth og Corwen i det vestlige Wales, er der nemlig hverken elnet eller kablede teleforbindelser. Kun en, i bedste fald, delvist stabil mobildækning.

Men med en god portion snilde og løsninger i ægte Storm-P stil, lykkedes det at skabe et setup, som transmitterer live lammeliv 24 timer i døgnet.

Men gider folk overhovedet se live lamme-tv?

Tallene tyder på det. Danskerne har allerede set over 10.000 timers lamme-TV, livefeeds’ne har haft over 1,5 mio. visninger og, utroligt nok, ser den gennemsnitlige besøger hele 10 minutters livestream.

Men det er ikke kun i Danmark, lammene har fået opmærksomhed. Live-streamingen fra Wales har også vakt opmærksomhed hos Storbritanniens største medievirksomhed, BBC, der dækkede projektet både i denne artikel, på Facebook og i en udsendelse på den lokale BBC-tv-station.

Er du selv blevet nysgerrig efter at se, hvor dejligt de walisiske lam har det? Så kig med her. Vi fortsætter live-signalet september måned ud, 24 timer i døgnet.

< TILBAGE TIL BLOG  

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV